Jeep, Hawaii

Tips til hvordan du kommer rundt på Hawaii

Posted Leave a comment

Flyv over Hawaii

Når du vælger at rejse til Hawaii skal du:

  1. finde ud af hvor længe du vil være der
  2. Hvilke øer du vil besøge
  3. Hvor du gerne vil bo henne på øen/erne
  4. Hvad du gerne vil opleve på øen/erne

 

Når du har fundet ud af disse 4 ting, så kan du begynde at kigge på transporten mellem øerne og ikke mindst på den enkelte ø.

 

Fly mellem øerne

Udover færgen mellem Lanai og Maui, så går der ingen færgerne mellem øerne. Du skal derimod flyve mellem øerne og derfor skal dette planlægges i forhold til afgange og hvad der giver mest mening i forhold til mellemlandinger. Der går regelmæssige og en del fly mellem de enkelte øer hver dag.

Waikiki fra luften

 

Offentligt transport

På alle øerne findes der lokale busser. De er billige og fungerer fint. Dog kører de ikke alle steder hen og specielt i forhold til vandreruterne. Desuden kan man ikke helt stole på dem i forhold til afgang og ankomsttidspunkter. Man skal vare sig med tålmodighed i de fleste tilfælde, da det nemt kan komme til at vare en del længere tid end højst forventet.

 

Turoperatører

Der findes mange forskellige turoperatører, som man kan booke sine ture igennem, hvis man ikke ønsker at tage de lokale busser eller leje egen bil. Man skal være opmærksom på dette er en dyr løsning og at oftest ikke kommer til de mere gemte skatte på øerne.

 

Billeje

For virkelig at kunne nyde den enkelte ø, så vil jeg klart anbefale, at du lejer en bil. På den måde kan du stoppe hvor end du vil, nemt komme rundt til de forskellige vandreruter, strandparker, nationalparker mv. Alt uden at skulle være del af en bestemt rute eller program. Du skal dog være opmærksom på, at når du lejer en bil, så kan man se at bilen er lejet. Det kan gøre den ekstra udsat for indbrud. Når du parkerer bilen, så vær meget opmærksom på at tage alle værdigenstande med. Undgå at have noget liggende fremme i bilen, som kan være interessant for en indbrudstyv.

Parkering kan engang i mellem være svært at finde, specielt ved nogen strandparker og vandreruter. Vær derfor opmærksom på, hvor du ellers må parkere.

Mustang på Hawaii

 

Nogen spørgsmål, kommentarer eller har du lyst til at vide mere, så kommenter enten herunder eller skriv direkte til mig på info@groupadventure.dk

 

Ha’ en skøn dag

 

Kærlig Hilsen

Anna

Lanikai Pillbox hike

Mine 3 favorit vandreruter på Oahu

Posted Leave a comment

Det er ikke nemt at vælge 3, for der er super mange gode vandreruter på Oahu. Hvis nu jeg virkelig skal vælge, så må det være disse 3. Dog inden du lige får dem, vil jeg dele nogen af mine anbefalinger i forhold til vandring generelt på Hawaii.

 

Generelle anbefalinger når man vandrer på Hawaii:

  • Husk altid at smøre dig godt ind i solcreme inden du tager afsted. Mange af ruterne er i fuld eller delvis sol og solen er meget stærk.
  • Medbring altid mere end rigeligt med vand.
  • Vandrer altid sammen med én – mange af ruterne kan være farlige og der er ikke altid telefondækning. Så det er vigtigt at man har en ved sin side, hvis der skulle ske noget.
  • Beskyt naturen. Efterlad ikke skrald eller andet på ruten.
  • Vær sød og smilende overfor de mennesker du møder på ruten.
  • Hvis du kommer kørende i bil hen til vandreruten og skal parkere din bil, så vær 100% sikker på, at man ikke kan se nogen penge eller genstande, som kunne være interessante for tyve at stjæle. Jeg har selv været udsat for et smadret vindue i en bil. Tag alt der har værdi med på ruten eller lig det i bagagerummet, inden du kommer til vandreruten. På denne måde er der ikke kan nogen der kan observerer dig putte noget i bagagerummet eller andre steder hen.

 

 

Lanikai Pillbox

Lanikai Pillbox hike

Lanikai Pillbox vandreruten er helt klart i top 3 fordi den har de smukkeste udsigter udover Lanikai strand og Mokulua øerne. Det er heller ikke en svær rute selvom den i starten er lidt stejl og ujævn. Kan være lidt småfarligt når det lige har regnet, for så bliver stenene i starten af ruten glatte, så vær opmærksom på dette.

Lanikai Pillbox hike

Jeg kan desuden godt lide at du har 3 platforme på vejen, hvor du kan sidde og nyde den fantastiske udsigt samtidig med at du lige tager en slurk vand og måske nyder en medbragt snack eller picnic.

 

Der er to valgmuligheder, når det kommer til ruten. Du kan vælge at gå op til anden platform og så gå samme vej tilbage eller du kan vælge at gå hele vejen forbi platform 3, så ender du et andet sted end hvor du startede. Turen frem og tilbage er kun ca. 2,5km og den lange rute er ca. 5,5km. Så begge ruter er forholdsvis korte i forhold til så mange andre af vandreruterne.

Lanikai Pillbox hike

Alle tidspunkter på døgnet er gode at vandrer på. Vær dog opmærksom på, at der ikke er nogen skygge på ruten, så hvis du vælger at vandre midt på dagen, så skal du være ekstra opmærksom på solcreme, solhat og en masse vand.

Lanikai Pillbox hike

Der er typisk en del mennesker på denne rute, specielt i weekenderne, så hvis muligt, undgå det. Der er ikke noget parkering tilknyttet ruten, så det kan også være lidt svært at finde. Hold skarpt øje med skiltningen i forhold til hvor du må parkere, da det er et boligkvarter og politiet holder et skarpt øje med området pga. vandreruten.

 

Husk badetøj, så du bagefter kan køre/gå ned til Lanikai eller Waimanalo strand og få en dukkert. Så bliver det næsten ikke bedre.

Lanikai Beach

 

 

Koko Head

Koko Head

Koko Head er en af mine all time favoritter. Det er en af de korteste, men samtidig mest stejle ruter, der findes på Oahu. Det er en gammel jernbane, som blev bygget under Anden Verdenskrig. Der blev placeret nogen bunkere på toppen, for at holde øje med kystlinjen. Der er i alt 1048 trappetrin op og ruten bliver stejlere og stejlere for hvert trin. Man kommer op og ned samme vej. Pas ekstra godt på, hvis det lige har regnet, for så kan trinene godt være glatte.

Koko Head

På midten af ruten, er der et kæmpe hul i jorden. Man skal derfor ca. 20 meter balancere på nogen træstykker, for at komme videre til toppen. Det er en fysisk udfordrende rute, hvor man virkelig kan presse sig selv, hvis det er det man ønsker. Rigtig mange bruger den som motionsrute til enten at løbe op og ned eller gå i højt tempo med vægte eller andet. Man ser også ofte militæret træne på ruten.

Koko Head

Jeg vil klart anbefale at vandre op omkring solopgang, inden middagstid, sen eftermiddag eller omkring solnedgang. Der er absolut ingen skygge på ruten, så hvis man gør det midt på dagen, så skal man være forberedt på at svede og huske godt med solcreme, solhat og en masse vand.

Koko Head Hike

På toppen findes der stadig flere bunkere, som man kan kravle op på og derfra sidde og nyde den smukke udsigt udover Hawaii Kai, Diamond Head, Waikiki og Hanauma Bay. Tag evt. lidt mad med derop, som du kan sidde og nyde mens du lige får vejret og bare nyder stilheden og udsigten.

Koko Head

Koko Head

Der er en parkeringsplads tilknyttet ruten og der er god plads. Desuden er der et toilet og en vandstation, til at fylde vand op både før og efter turen.

 

 

Kuliouou Ridge Trail

Kuliouou Ridge Trail

Kuliouou Ridge Trail er en af mine favoritter pga. det meget varierede landskab med vilde blomster/planter, fyrreskov, jungle, mudder, trapper, en fantastisk højderyg og afsindig smuk udsigt udover Lanikai Beach og de omkringliggende bjerge.

 

Kuliouou Ridge Trail

Vandreruten er ca. 6,5km og man kommer op og ned samme vej. Det er en lidt krævende rute, da den går meget op ad bakke og specielt de sidste par hundrede meter er stejle. Der er en del skygge på ruten, men vær stadig opmærksom på solcreme og en masse vand.

Kuliouou Ridge Trail

Der er ikke nogen parkeringsplads tilknyttet vandreruten, så det kan godt være lidt svært at finde parkering. Igen, vær opmærksom på skiltningen i forhold til parkering, så du ikke ender med at få en bøde.

 

Nogen spørgsmål, kommentarer eller har du lyst til at vide mere, så kommenter enten herunder eller skriv direkte til mig på info@groupadventure.dk

 

Ha’ en skøn dag

 

Kærlig Hilsen

Anna

Bådtur Hawaii

3 ting de færreste ved om Hawaii

Posted Leave a comment

Når man hører om Hawaii eller spørger nogen hvad de ved omkring Hawaii, så er det de færreste der ved disse 3 ting:

Man kan stå på ski på Hawaii

Det sner stort set hvert år på Hawaii, dog kun på Big Island og Maui. Her finder du nemlig de 3 højeste vulkaner, Mauna Kea, Mauna Loa og Haleakala.
Selvom der ikke er skilifte og der ikke er noget decideret skisportssted, så kan man stå på ski/snowboard ned af Mauna Kea vulkanen.

 

Hawaiiøerne består af 8 hovedøer, hvoraf man kun kan besøge 6 af dem

Når de fleste omtaler Hawaii, tror de kun at der findes 1-2 øer, Oahu og Maui. Det er nemlig de 2 øer, som er mest omtalt og nok også mest populære blandt størstedelen af turisterne, der besøger Hawaiiøerne. Men der findes altså 6 øer mere, hvoraf 2 af dem ikke kan besøges af den normale turist.

Den nordligste ø hedder Ni’ihau, også kendt som”the Forbidden Island”. Det er også den ø, som man umiddelbart ikke kan besøge. Øen er kun for Hawaiianere og kræver en skriftlig tilladelse fra en af beboerne på øen, for at kunne besøge den.

Den næst nordligste ø hedder Kauai, også kendt som ”the Garden Island”. Som navnet antyder, så er det en meget grøn og frodig ø, som bl.a. er kendt for Waimea Canyon, som er Stillehavets svar på Grand Canyon.

Dernæst finder du Oahu, også kendt som ”the Gathering Place”. Det er også her hovedsædet, Honolulu ligger og en af de mest omtalte og verdensberømte strande, Waikiki Beach.

Næste ø i rækken hedder Molokai, også kendt som ”the Friendly Island”. Øen er kendetegnet ved at have verdens største havklipper.

Øen dernæst hedder Lanai, også kendt som”the Pineapple Island”. Øen har en fortid som en ø-bred ananasplantage og er den mindst offentligt tilgængelige af de 6 øer, som man kan besøge.

Lige ved siden af Lanai ligger nok den mest velkendte af øerne, udover Oahu, nemlig Maui. Maui er også kendt som”the Valley Island”. Øen har også kaldenavnet ”the honeymoon island” pga. dens smukke hvide sandstrande, hvor mange vælger at blive gift.

Den næst sidste ø hedder Kaho’olawe, også kendt som ”the Target Island”. Ligesom Ni’ihau kan Kaho’olawe heller ikke besøges. Her bor der dog ingen mennesker og der menes stadig at være efterladenskaber fra krigen.

Den sidste ø og også største af de 8 øer hedder Hawai’i, også kendt som ”Big Island”. Øen har stadig en aktiv vulkan og derudover 2 inaktive vulkaner. Derfor er denne ø også meget mere rustik end de andre øer og har en del sorte sandstrande.

 

Der går ingen færger mellem de enkelte øer

Ønsker du at besøge flere af øerne på Hawaii på din ferie, så skal du bare vide at der ikke går nogen færger mellem øerne, udover færgen mellem Maui og Lanai. Man skal flyve mellem øerne og den længste strækning er fra Lihue på Kauai til Kona på Big Island som tager 54min.

 

Nogen spørgsmål, kommentarer eller har du lyst til at vide mere, så kommenter enten herunder eller skriv direkte til mig på info@groupadventure.dk

 

Ha’ en skøn dag

 

Kærlig Hilsen

Anna

Hawaii

Hvad er drømmen med Group Adventure?

Posted Leave a comment

Jeg har mange drømme for hvad Group Adventure kan udvikle sig til. Først og fremmest, så er drømmen at skabe et fællesskab, for solorejsende 25+, der har mod på livet og gerne vil på opdagelse, men savner nogen at gøre det med. Samtidig er det vigtigt for mig, at rejserne har lidt kant i forhold til de ‘almindelige’ rejsemål. Der skal være en form for eventyr af den ene eller anden slags. Så jeg vil gøre et forsøg på at ryste posen lidt, i forhold til destinationer, ekskursioner og aktiviteter.

På sigt vil jeg desuden gerne lave grupperejser, der har specifikke målgrupper/formål som fx. Boss ladies/work aways, wellness/sparejser, mad/madlavningsrejser, sportsrejser mm. På den måde har man virkelig muligheden, for at danne fællesskaber/venskaber. Når man deler den/de samme interesse(r) forstår man hinanden på et helt andet niveau.

Herudover har jeg en drøm om at tage rundt i Danmark og på sigt i store dele af verden og holde foredrag omkring det at rejse og skabe fællesskaber, inspirere folk til at udfordre sig selv og ikke mindst udforske den store og skønne verden vi lever i.

Min største drøm er dog, at få flere til at rejse sammen og samtidig være med til at skabe gode minder og måske endda venskaber for livet 🙂

 

Nogen spørgsmål, kommentarer eller har du lyst til at vide mere, så kommenter enten herunder eller skriv direkte til mig på info@groupadventure.dk

 

Ha’ en skøn dag

 

Kærlig Hilsen

Anna

Hvem kan rejse med Group Adventure og hvorfor?

Posted Leave a comment

Jeg er selv i skrivende stund 32år og har arbejdet indenfor rejsebranchen med mange forskellige målgrupper.

Da jeg flyttede hjem til Danmark i december 2015 og nærmere til København i februar 2016 efter 10 år i udlandet, gik det op for mig hvor mange singler der er i Danmark. Desuden hvor mange der søger nære relationer med andre, specielt blandt kvinder. Der er mange Facebook grupper, der hjælper folk med at komme i kontakt med andre og danne fællesskaber, klubber mm. Jeg fandt blandt andet selv 5 skønne veninder igennem en madklub på Facebook. Desuden ser jeg næsten ugentligt i nogen af disse grupper, at folk søger rejsepartnere og derigennem kom idéen og lysten til at starte Group Adventure.

 

Begrænsede muligheder for den aktive solorejsende 25+

Der findes utallige muligheder og rejseselskaber for unge mellem 18-30år, som gerne vil på eventyr og rejse som del af en gruppe. Det samme gør sig gældende for den lidt ældre del af befolkningen. Jeg har dog ikke fundet så mange muligheder for den aktive solorejsende kvinde/mand 25+, udover yoga og mindfulnessrejser, som ønsker at rejse som en del af en gruppe.

Det ønsker jeg at ændre på. Jeg synes det er vigtigt at der kommer nogen aktive og lidt unikke ture/destinationer til denne aldersgruppe. Dem som ønsker at opleve verden og naturen sammen med andre. For mig er alder i mange henseender bare et tal, hvorfor der heller ikke er nogen max. alder på rejserne.

Det der er aller vigtigst for at kunne være en del af Group Adventure rejserne er, at man synes det er skønt at være aktiv i naturen, gerne vil opleve og skabe et fællesskab med gruppen. Der er ingen krav til at man er i verdens bedste form, kan løbe 10km eller andet. Det er bare at man har et positivt mindset og kan lide at prøve nye ting. Man kan selvfølgelig også altid sige nej til at deltage i en ekskursion/aktivitet på rejserne. Det er helt op til den enkelte, hvor meget og hvor lidt man er med, så længe man i det store og hele bidrager med positiv energi.

Jeg ser frem til at kunne byde dig velkommen på en af mine rejser 🙂

 

Nogen spørgsmål, kommentarer eller har du lyst til at vide mere, så kommenter enten herunder eller skriv direkte til mig på info@groupadventure.dk

 

Ha’ en skøn dag

 

Kærlig Hilsen

Anna

Hvorfor Hawaii som den første destination?

Posted Leave a comment

Først og fremmest, hvis du har læst min første blogpost ”Top 10 grunde til at rejse til Hawaii”, så forstår du lidt af grunden til at det blev Hawaii, som første destination på mine grupperejser. For det andet, så har jeg boet på Hawaii i ca. 1,5år. Jeg besluttede mig i slutningen af 2015, for at prøve at flytte hjem til Danmark og nærmere København, efter at have boet forskellige steder i udlandet i omkring 10år.

På Hawaii arbejdede jeg for en rejsende højskole, hvor jeg var ansat som højskoleleder -og underviser. Målgruppen var 18-30årige unge danske og svenske mennesker. Min fornemmeste opgave var at sørge for, at de havde deres livs oplevelse og fik set, oplevet og lært en masse om Hawaii. Samtidig underviste jeg nogen af grupperne i Sport, Krop og Personligt Drive. Dette samt min generelle lyst og nysgerrighed gjorde, at jeg fik set og oplevet en del på Hawaii og også rejste en del mellem de forskellige øer, for at udforske naturen. Derfor kender jeg de fleste af øerne utrolig godt og ved hvad der er værd at besøge, se og opleve på de forskellige øer.

Hawaiiøerne bærer præg af eventyr og udendørsaktiviteter. Det er de 2 ting jeg vægter højest, når jeg skal vælge destinationer til mine kommende grupperejser. Samtidig er det vigtigt for mig, at det ikke er steder alle andre tager hen. Jeg ønsker at det skal være lidt unikt, spændende og anderledes.

Hawaii SKAL bare opleves og jeg glæder mig SÅ meget til at tage dig med på din livs rejse.

Waikiki, Hawaii

 

Nogen spørgsmål, kommentarer eller har du lyst til at vide mere, så kommenter enten herunder eller skriv direkte til mig på info@groupadventure.dk

 

Ha’ en skøn dag

 

Kærlig Hilsen

Anna

Top 10 grunde til at rejse til Hawaii

Posted Leave a comment

Jeg har lavet en top 10 liste over grunde, til at tage den lange rejse til Hawaii. Jeg har selv have boet på Hawaii i ca. 1,5 år. Jeg var SÅ afsindig heldig at arbejde som højskoleleder-og lærer, hvor mit arbejde bestod i at agere rejseleder, for højskoleelever i alderen 18-30 år i 2-3 måneder ad gangen. Samtidig med at jeg også underviste nogle hold i Sport, Krop og Personligt Drive. Jeg kender derfor de 4 primære øer (Oahu, Kauai, Maui og Big Island) utrolig godt og ved hvad de forskellige øer har at byde på i forhold til natur og oplevelser.

1. Magisk natur

Hvis du er et naturmenneske, så er Hawaii et must. Naturen er så magisk og alsidig, at det aldrig bliver kedeligt. Hver ø har også en helt unik natur og der er kæmpe forskel på træsorterne og blomster/plantesorterne du finder på de forskellige øer. Desuden findes der utrolig meget regnskov på øerne, hvilket gør det frodigt og eventyrligt at vandre rundt i. Naturen er vild, hvilket gør at man til tider føler sig langt væk fra civilisationen og går i sin egen lille Hawaii verden. Ligeledes findes der de absolut smukkeste både hvide og sorte sandstrande.

Punalu'u Beach, Big Island, Hawaii

2. Verdens smukkeste vandreruter

Jeg elsker at vandre og har vandret i store dele af verden, men har til dato ikke fundet ligeså smukke vandreruter, som der findes på Hawaii. Men jo, må indrømme at New Zealand er meget tæt på.

Der findes dog en del vandreruter at tage fat i på Hawaii. Der er vandreruter til alle forskellige niveauer og i et utal af længder, hvilket gør at alle kan være med. Der findes ruter der går gennem regnskoven til gemte vandfald og udsigtspunkter, ruter der involverer lidt bjergbestigning og smalle stier langs stejle skrænter, ruter der løber langs kysten mv.

En af del ruterne er ikke særlig godt skiltet og starter som regel i et nabolag, så man skal kende til ruten, for at komme i gang. Det kan derfor godt være lidt svært for turister, der ikke kender nogen på øerne at finde hen til ruterne uden at skulle hyre en guide. Det gør det dog også lidt mere specielt at vandre fordi mange af ruterne ikke er overfyldte af turister.

Hike, Lulumahu Vandfald, Oahu, Hawaii

3. Adventure Heaven

Pga. det stabile og varme klima året rundt, er der utallige muligheder for at virkelig at bruge naturen til adventure. Der findes næsten ikke den ting du ikke kan på øerne. Rent faktisk kan du også stå på ski på Hawaii. Ja, du læste rigtigt. Der er ikke mange der ved det, men det sner også på Hawaii, men kun et par steder.

Udover at stå på ski kan du: surfe, SUP boarde, dykke, snorkle, vandre, zipline, svømme med vilde delfiner og havskildpadder, sejle, sejle i kajak/kano, køre ATV, ride, springe i faldskærm og springe ud fra vandfald/klipper mv. Der er virkelig mange muligheder for dem som ønsker en aktiv og oplevelsesrig ferie.

Surfing, Waikiki, Oahu, Hawaii
Surfing i Waikiki, Oahu på Hawaii

4. Rigt dyreliv

På øerne kommer man ofte meget tæt på det rige dyreliv. Havskildpadderne, der ofte ligger på strandene og solbader og slapper af eller i vandet når man snorkler, surfer, SUP boarder eller kajakker. Delfiner ser man ofte når man sejler. Desuden kan man være heldig at komme helt tæt på dem, når man snorkler visse steder på øerne.

Derudover findes der et hav af eksotiske fugle og en del firben. Der findes som sådan ikke nogen farlige dyr udover, at man kan støde på hajer i vandet. Det er dog meget sjældent, at de kommer så tæt ind på land. Desuden er hajangreb på Hawaii øerne ikke noget hyppigt fænomen og heldigvis for det. Herudover finder du Hawaiian Monk sæler nogen steder på øerne, der ligger og solbader på stenene langs kysten.

Fra november til maj er der også hvalsæson på Hawaii. Her kommer der tusinde af hvaler forbi øerne fra Alaska, for at føde deres unger og opfostre dem, før de tager videre igen. Det er også en kæmpe oplevelse at se.

Havskildpadde på Punalu'u Beach, Big Island, Hawaii
Havskildpadde der ligger og solbader på Punalu’u Beach på Big Island på Hawaii

5. Dykning i verdensklasse

Uanset om man allerede dykker, godt kunne sig at prøve det eller gerne vil tage sit dykkerbevis, så er Hawaii stedet for det. Der er nogen fantastiske dykkersteder på alle øerne, som alle har noget forskelligt at byde på. På Big Island kan man om aftenen dykke med kæmpe rokker og se dem spise. Man kan desuden dykke gennem lava tunneler og opleve den unikke skildring mellem den sorte lavasten og farverige koralrev.

På Oahu kan du vragdykke og så findes der mange dykkersteder med et utal af havskildpadder og andet dyreliv.

På Maui kan du tage ud til Molokini øerne, hvor dyrelivet er i top eller til Lanai, hvor du kan opleve 2 lava katedraler.

På Kauai får du lidt af en blanding af det hele samtidig med at du også kan komme tæt på den ”forbudte ø” Ni’ihau. Ni’ihau er den eneste ø, som stadig er 100% Hawaiiansk og kun kan besøges med en tilladelse fra folket der bor der.

Så alt i alt findes der et utal af dykkermuligheder i verdensklasse og alt mens servicen og sikkerheden er i top.

 

6. Kulinarisk oplevelse

Hawaii har en god blanding af det amerikanske/asiatiske/polynesiske køkken, så der er lidt for en hver smag. Der bor rigtig mange japaner og andre asiater på Hawaii. Derfor finder man mange meget autentiske asiatiske spisesteder. Samtidig har Hawaiianerne deres helt egen køkken, som er præget af at øerne ligger i Polynesien. Samtidig finder man også har det Amerikanske køkken fordi det er en del af Amerika. Man går bestemt ikke ned på gode spisesteder, når man befinder sig på Hawaii.

 

7. Hang Loose/Shaka kultur

Hang Loose/Shaka er et håndtegn, som man bruger på Hawaii til mange ting, såsom at hilse på hinanden og vise taknemlighed. Det bliver ofte associeret med surferkulturen, men det er meget mere end det. Det er i en nøddeskal en non-verbal måde at vise ånden af Hawaii, som man også kalder for ”the Aloha Spirit” =  en forbundethed af fred, kærlighed og accept.

Aloha, Shaka håndtegn, Hawaii

8. Eksotisk ø med god infrastruktur og hygiejne

Selvom Hawaii-øerne ligger meget langt ude i Stillehavet, langt fra fastlandet, kan man tydeligt mærke forskellen på at være på Hawaii-øerne i forhold til fx Fiji. På øerne, specielt Oahu, hvor hovedstaden Honolulu ligger, er vejene og den generelle infrastruktur rigtig god i forhold til at man befinder sig på en ø, så langt væk fra alting.

Det vil sige, at man nemt kan komme rundt med bil og der findes også lokale busser. De lokale busser kører dog ikke kører så ofte, udover i Honolulu og Waikiki. På Oahu er de også gået i gang med at bygge en togbane fra vestsiden af øen indtil lufthavnen og videre til Honolulu og Waikiki. Der går dog nok en del år før den står færdig.

Udover at infrastrukturen er god, så er hygiejnen også i top. Man kan på ingen måder mærke at man på en øgruppe midt ude i Stillehavet. Man skal altså ikke være bange for at blive syg pga. dårlig hygiejne, hvilket altid er en lettelse.

 

9. Stabilt og varmt klima

Vejret på Hawaii-øerne varierer meget i forhold til hvilken ø og hvilken del af øen man befinder sig på. Grunden til dette, er de mange bjerge og vulkaner, der findes på øerne. Der kan derfor sagtens være fuld solskin og 30 grader et sted, mens der på samme ø kan være 20 grader og regne. Dog er der altid varmt et eller andet sted på øen, man befinder sig på. Selv når det regner, er det stadig utrolig smukt, specielt med de mange regnbuer man ofte oplever.

Palmer, Waikiki beach, Oahu, Hawaii

10. Enestående shoppingmuligheder på Oahu

På Oahu finder man Hawaii’s største shoppingcenter, Ala Moana. Det ligger midt imellem Waikiki og Honolulu. Det er et kæmpe udendørsshoppingcenter, der ligger lige ned til vandet og har mere end 350 butikker.

Desuden finder du en lang shoppinggade i Waikiki, Kalakaua Ave, hvor der også findes et hav af butikker. Herudover ligger det nye International Market imellem Kuhio Ave og Kalakaua Ave i Waikiki, som også er et shoppingcenter. Ligeledes ligger der også et outlet shoppingcenter tæt på Pearl Harbour.

Der er uendelige muligheder for shopping, hvis det er det man har lyst til. På de andre øer, findes der også mindre shoppingcentre i de lidt større byer. Uanset hvad, løber bestemt ikke tør for shopping muligheder, mens man er på Hawaii.

Ala Moana shoppingcenter, Honolulu, Oahu, Hawaii
Ala Moana shopping Center, Oahu

 

Nogen spørgsmål, kommentarer eller har du lyst til at vide mere, så kommenter enten herunder eller skriv direkte til mig på info@groupadventure.dk

 

Ha’ en skøn dag

 

Kærlig Hilsen

Anna